Denne tur var initieret af et ønske om at løbe New York Marathon. Jeg meldte mig til for 2 år siden og fik endelig bekræftelse på adgang til maratonet i februar 2013. Jeg glædede mig og så frem til at løbe
et af de største maratons i verden og så lige New York, som vi holder utrolig meget af at besøge.
Vi bestilte derfor en tur på 1 uge og valgte at tage af sted den 1.november og afgang fredag den 8.november. Det betød
en lille uge i New York og da løbet var søndag den 3.november, så ville vi have godt og vel 5 dage efterfølgende til at gense vores New York.
Vi tog af sted fra København med SAS fredag middag og landede i New York
kl.16. Vejret var omkring de 20 grader. Denne gang rejste vi med Marathon Travel, som havde arrangeret fly, hotel og billet til maratonet. Så vi blev afhentet i bus i lufthavnen, hvor vi efterfølgende kørte til Expo’en, hvor vi hentede
vores løbenummer. På grund af et trafikuheld, blev vi forsinket og nåede lige at komme til Expo’en inden kl.19, hvor de lukkede. Men vi nåede det og kørte bagefter til vores hotel ”The Milburn”, som ligger
på Upper West side.
Hotelværelset har et mindre køkkenafsnit med mikrobølgeovn og køleskab. Det er et dejligt værelse. Der er continental morgenmad på hotellet, hvilket betyder at der er kaffe og te, brød,
yoghurt og frugt. Det er rigtigt fint og dækker fint behovet for morgenmad hos os.
Om lørdagen gik vi fra hotellet til Central Park, så Jette kunne finde vej derhen og forhåbentlig se lidt af maratonløbet om søndagen.
Parken viste sig fra sin flotteste side og var iklædt alverdens efterårsfarver. Der var virkelig dejligt. Dernæst tog vi den nærliggende Subway, købte et Unlimited Metrocard til 7 dage for 31$ og derfra tog vi rundt på
Upper West Side, hvor vi var i forskellige butikker. Vi tog også en tur til Times Square og Union Square, hvor der var et marked. Da jeg havde brug for at hvile benene så meget som muligt, hvilket kan være lidt svært da der er meget
at se i NY, så tog vi Barnes&Nobles boghandler, hvor der er en café. Her satte vi os op og slappede af. Hele dagen drak jeg energi drik for at fylde depoterne op. Vi spiste frokost på en Pret, hvor jeg spiste en sandwich og til aftenmad,
spiste vi på en Italiensk restaurant på Upper West Side.
Hen af aften, tog vi tilbage på hotellet. Her brugte jeg tiden på at lægge mit tøj frem, sætte mit løbenummer på min trøje. Jeg prøvede
alt mit tøj for at sikre, at jeg havde alt med og at intet sad forkert. Jeg havde fået et brugt joggingsæt, som skulle holde mig varm indtil starten. Det viste sig at blive virkelig brugbart. Jeg havde også købt en hue og nogle
handsker. Jeg blandede en vandflaske med energidrik og pakkede også en flaske med rent vand ned. Derudover pakkede jeg energibare, mine gel, bananer og vandbælte (uden flaske), som skulle bruges til at holde mine gels. Alt dette, undtagen det tøj
jeg skulle have på, blev lagt i den udleverede pose. Reglerne var åbenbart blevet skærpet, så vi måtte ikke have andet med end det der kunne være i den udleverede pose. Så jeg spise en banan, drak lidt mere energidrik
og kontrollerede at uret var sat til at ringe, inden jeg gik til ro. Da det var denne nat, at amerikanerne gik over til vintertid, gav det en time ekstra at sove i.
Næste morgen ringede vækkeuret kl. 4.30. Jeg spiste yoghurt med müsli,
bananer, energibare og fortsatte med at drikke energidrik. Jeg fik mit løbetøj på og gik ned til receptionen, hvor vi steg på busserne. Der var en vis spænding og den blev håndteret forskelligt. Nogen sad og snakkede,
mens andre blot så ud af vinduerne. Kl. 5.30 rullede vi ned af sted mod Staten Island, hvor startområdet er. Det tog os godt og vel en ½ time for os at komme derud. Vi kørte igennem et mørkt Manhattan og Brooklyn inden vi kørte
over til Staten Island.
Da vi kørte over broen til Staten Island var vejene fyldt op med busser og biler, som satte løbere af. Da vi blev sat af, gik det op for mig, hvor blæsende og ikke mindst, hvor koldt det var. Vi fulgte strømmen
af mennesker til den første kontrol, hvor vores startnummer blev kontrolleret og alle der havde ting med, der ikke kunne være i deres udleveret pose (f.eks. pap, tæpper og soveposer)blev stoppet og bedt om at lægge tingene væk.
Dernæst kom der en kontrol af om vi havde våben etc. med. Endelig var jeg inde i startområdet.
Startområdet er inddelt i 3 områder og hvert område repræsenterer en farve. Hver løber havde fået en
farve, som var koblet til ens start tidspunkt. Derudover angav de første 2 ciffer af ens startnummer det Corral (område), man skulle starte i. Det lyder kompliceret, men det er det ikke.
Klokken var lidt over 6 og jeg skulle først
løbe kl. 10.30. I erkendelse af, at det var mange timer at vente, så skyndte jeg at gå ned til mit Orange område, fik en kop varm te og fandt et sted med lidt læ. Det var ved et mindre træ på et stykke græs.
Jeg havde også fået udleveret en strikhue, som også hjalp lidt på kulden. Men det var så koldt, at jeg hurtigt begyndte at fryse og efter at have siddet stille i over 1 ½ time måtte jeg simpelthen op og gå.
Jeg gik lidt rundt i området, hørte lidt live musik, så værterne på ABC7 (lokal NY TV kanal, som sendte direkte fra løbet), gik på toilettet et par gange, fik taget lidt billeder og da jeg havde gået rundt
en lille time, gik jeg tilbage til mit Orange område og fandt et nyt sted, hvor der var lidt læ for vinden. Folk omkring mig var svøbt ind i sorte plastikposer og iført masser af tøj. Humøret var heldigvis generelt højt
rundt omkring. Heldigvis kunne vi få lidt varmt at drikke, vand, energidrik og bagels. Da der var 1 ½ time til jeg skulle starte, gik jeg op til min Corral og fandt heldigvis et sted i læ og på græs. Her snakkede jeg med et par
amerikanske løbere og kl. 9.40 åbnede min Corral, så jeg stillede mig op i kø og efter et par minutter kom jeg ind. Her smed jeg mit varme træningstøj, satte min telefon i armholderen og satte øretelefoner til.
Jeg tog mit løbebælte på. Jeg tog en gel og drak en ordentlig slurk rent vand inden jeg tog min flaske med energidrik i hånden og gik med resten af flokken op på broen, hvor vi skulle starte.
Jeg frøs fortsat, men
havde heldigvis mine løbehandsker og løbehue på. Oppe på broen blev der holdt en tale og efterfølgende blev den amerikanske nationalsang sunget. Mand, hvor jeg glædede mig til at komme i gang. Vi stod på øverste
niveau på broen og herfra var der direkte udsigt til det sydlige Manhattan. Tænk, der ville gå 25 km inden jeg kom ind på Manhattan.
Med et ordentlig kanon salut, blev løbet sat i gang. Vi satte langsomt i gang og heldigvis
var der ikke så pakket, som jeg frygtede. Henover broen begyndte folk at smide, deres varme tøj og da det blæste en del, så fløj det rundt på broen og vi skulle være opmærksomme på ikke at falde i aflagt
tøj. Broen er cirka 3km lang og ved 2.5km måtte jeg simpelthen stoppe for at pisse. Det var der heldigvis flere der gjorde, så jeg følte mig ikke helt alene, heroppe på broen, pissende, med udsigt til Manhattan.
Vi løbe
ned ad broen og lagde Staten Island bag os. Vi kom ned i Brooklyn og løb i gaderne, hvor der heldigvis var meget læ for vinden, men fortsat koldt og jeg var glad for at jeg havde handsker og hue på. Jeg drak af min energidrik, som jeg holdt
i hånden. Ved det første depot, som ligger ved 3miles (4.6km) var der trængsel og jeg var glad for, at jeg blot kunne løbe ud på midten af vejen og undgå trængslen.
Opbakningen fra tilskuerne var enormt. De
råbte og skreg. Gav high-fives. Musik blev spillet, både live og fra ghettoblasters. Det var en fantastisk oplevelse. Jeg løb ud til tilskuerne og gave især børnene high-fives et del gange på de første 7-8 km. Derefter
valgte jeg at koncentrere mig om løbet og ikke bruge for mig energi på High-fives.
Kulden bed stadigvæk. Ved 7km valgte jeg at smide huen og ved 11km, hvor jeg tog min første gel, smed jeg også handskerne. Jeg fandt ud
af, hvor svært det er, at tage en gel fra bæltet og åbne den med handsker på.
Der var fortsat fyldt med mennesker og det holdt hele ruten igennem. Der var ikke langt mellem musikken og underholdningen. Det flotteste jeg hørte
undervejs var et Gospel kor, der stod på trappen af en kirke og sang. Det var smukt. Der var også familier, der stod på gaden og grillede, hvilket ikke aboslut var en fordel for os løbere. Det duftede nemlig pragtfuldt og satte gang
i mundvandet og sulten 🙂
Da vi løb igennem det Jødiske kvarter blev der helt stille. Der var ingen musik og kun få
mennesker, der råbte efter os. Det var noget af en omvæltning, men nu kunne jeg så høre min egen musik fra mine hovedtelefoner. Det havde jeg ikke været i stand til på de foregående kilometer.
Da vi nåede
Queens vidste jeg, at der ikke var langt til Manhattan og den berygtede 1st Avenue, hvor vi ville blive mødt af en mur af tilråb, efter at have løbet over den stille Queensboro Bridge, hvor der ikke ville stå tilskuer. Queens var
ligesom Brooklyn. Dejligt område med mindre huse og ingen skyskraber, som vi sikkert alle kender det fra Manhattan’s Skyline.
Vel igennem Queens, løb vi over til Manhattan og der blev vi mødt af den berømte mur af tilråb
fra glade tilskuer, der opildnede os til at fortsætte. Vi havde nu løbet over 25km og skulle nu bare ligeud indtil omkring 33km, hvor vi ville ramme Bronx. Jeg kom til et vanddepot og tog en gel, som desværre gik midt over, og jeg fik derfor
halvdelen ud over min hånd inden jeg fik spiste resten. Jeg havde så travlt med at få vandet drukket, at jeg ikke havde tid til at tage et ekstra kop vand, som jeg ville bruge til at vaske det klistrede gel af mine hænder og ansigt.
Derfor løb jeg den efterfølgende 1-1 ½ km med klistrede finger og det var ret ubehageligt. Jeg kunen ikke tørre sved af mit ansigt uden at bliver smurt ind i klister. Ved næste depot tog jeg et par ekstra krus vand og fik
vasket det meste væk.
Mængden af tilskuer var stadig enorm og deres tilråb gav stemningen og energi niveauet et ekstra løft. Opad 1st Avenue stod de i flere lag for at hylde os og hjælpe os igennem det efterhånden
hårde løb. Jeg havde holdt min tid fint indtil jeg kom op til Bronx. Lige efter broen til Bronx mærkede jeg, at nu gjorde det ondt. Ikke på samme måde, som når jeg løb mine lange træningsture. Nej dette var
så hver eneste muskel i mine hofter sled mod hinanden. Jeg satte tempoet ned i håb om, at det ville dæmpe sig, men det hjalp ikke. Jeg løb de næste kilometer i et langsomt tempo inden jeg måtte ned og gå. Jeg var
så træt af mig selv. Vidste at når jeg første var nede og gå, så ville det blive svært at komme i gang igen.
Jeg småløb igennem Bronx, over broen til Manhattan og videre ned af 5th Avenue mod Central
Park. Der var nu kun 7 kilometer igen. Tilskuerne gjorde hvad de kunne for at hjælpe, ikke kun mig, men alle andre der var i problemer. Det var også her, at den sidste stigning begyndte og den fortsatte i det uendelig indtil vi drejede ind i Central
Park. Inde i parken forsøgte jeg at få et glimt af Jette, som ville vinke med det danske flag, så jeg kunne se hende. Jeg havde virkelig behov for at se et glimt af hende med viden om, at det kunne give mig det sidste boost af energi mod
målstregen. Men desværre så jeg hende ikke og hun så heller ikke mig. Så jeg delvis gik, delvis løb de sidste 3-4 kilometer. Stemningen hos tilskuerne var helt i top. Der var flere der råbte ”Go Denmark”
til mig og jeg havde hver gang lige energi nok til et lille smil og et OK tegn med tommelfingeren.
De sidste 400 meter mod mål fik jeg sat lidt mere gang i benene. Løbe i mål ville jeg. Mit tidsmæssige mål kunne jeg desværre
ikke nå mere. Lige inden målstregen blev jeg overhalet af en anden træt og udkørt dansker, der klappede mig på skulderen og sagde ”Du er sej”.
At løbe over målstregen var fantastisk. Jeg havde
løbet nok verdens største Maratonløb i verdens bedste storby og gennemført deet sammen med mange tusinde andre motionister. Jeg var kold, træt, havde ondt (både mentalt og fysisk) og måtte kæmpe for ikke
at falde for fristelsen til bare at sætte mig ned. Jeg fik min medalje, fik taget et billede og fik et omslag for at holde varmen. Længere fremme fik jeg en pose med æble, vand, chips, Gatorade etc. Æblet var det, der blev spist først.
Derefter drak jeg vandet. Vi gik i en lang række mod udgangen, som var på 77th Street. Her kunne vi gå ned på 74th Street for at få en Poncho eller tage hjem på hotellet. Jeg valgte det sidste. Jeg var dødtræt
og skulle hjem til et varmt bad. Jeg hundefrøs og havde godt og vel 10 min til hotellet.
På hotellet måtte jeg vente godt og vel ½ time inden Jette kom. Jeg sad blot udenfor vores værelse, drak mit væske og snakkede
med andre der havde løbet. Det efterfølgende bad var pragtfuldt.
Derefter skulle der spises. Hold da op, hvor var jeg sulten. Vi spurgte i receptionen og fik vist vejen til et pizzeria. Nu skulle der noget mad indenbords og det måtte
gerne være saltet og fedtet. Kort sagt Pizza. Vi bestilte en Pizza To-Go og tog den med på hotellet, hvor vi spiste den. Derefter så vi lidt fjernsyn inden vi faldt i søvn.
ING NYC Marathon er et løb, som alle burde prøve.
Ruten, som går gennem de 5 områder i NY, er varierende og tilskuerne er fantastiske. Der er styr på depoterne, hvor masser af frivillige er klar til at uddele vand, energidrik og nogle steder også bananer. Målområdet er
kæmpestort, men der er heldigvis også her masser af frivillige, som er klar til at lede os trætte løbere i de rigtige retninger. Den eneste lille anke er starten. Vi tog af sted kl. 05.30 søndag morgen og var i startområdet
lidt over 6.00. De første skulle løbe kl. 9.40 og de sidste 10.55. Det betyder en ventetid på mellem 3 ½ time og 5 timer i startområdet. Det er langt tid og især når det var 5 grader og der blæste en kraftig
kuling fra nord, hvilket gjorde det endnu koldere. Der bliver uddelt varm kaffe og te, vand, bagels og energidrikkelse i området. Men når så mange løbere skal til, så giver det lange køer. Jeg kan godt se, at det ikke
kan gøres meget anderledes, når en stor del af byen skal lukkes ned tidligt, så arrangørerne kan nå at få sat afspærringer op og få ryddet vejene inden løberne kommer. Men det er lang ventetid og det
er vigtigt at huske varmt tøj, som man kan smide væk, når løbet starter. Det bliver samlet sammen og givet til hjemløse.
Jeg sov fantastisk om natten. Dagen efter var benene ømme. Vi spiste lidt morgenmad og brugte
de næste 4 dage på at opleve New York. Vi spiste på forskellige restauranter, besøgte Brooklyn, så en Basketball kamp i Madison Square Garden, så film-steder i Greenwich Village, gik i biografen, besøgte kreative
butikker, café, boghandler og meget andet.
Jeg ser frem til næste gang jeg skal løbe New York maraton, for det har jeg allerede bestemt mig for skal ske igen. Årsagen er det pragtfulde publikum, det velorganiserede løb
og så selve byen New York.
(Der var 48.000 der deltog og der var mellem 1,5 - 2millioner tilskuer. Der var en ung dansk mand på 20 år, der vandt sin aldersgruppe i tiden 2.49. Jeg løb selv på 4.29)